torsdag den 11. juli 2013

Foccacia med hvidløg og sydeuropæiske urter

Foccacia er mit absolutte yndlings blandt alverdens madbrød. Dets duft og smag kan virkelig løfte ethvert måltid til et helt andet niveau. Udover at dufte og smage skønt, så er det også et smukt, dekorativt brød - og glæden ved at spise mad handler ligeså meget om den visuelle oplevelse som smagsoplevelsen.   



Chilien giver olien en smuk gylden nuance ala rav -

Brødet
  • Gær på størrelse med en ært
  • 4 dl koldt vand
  • 2 tsk. salt
  • 8 dl mel
Krydderolie
  • Olivenolie, så det dækker bunden af en lille gryde
  • 1 spsk.Tørret timian
  • 3 finthakkede fed hvidløg
  • 2 tsk. tørrede chiliflager
Desuden
  • Frisk oregano
  • Frisk rosmarin
  • God kvalitetssalt
Gær, vand og salt røres sammen. Mel tilsættes og dejen røres sammen. Lad dejen hvile i en overdækket skål ved stuetemperatur i ca. 12 timer.
 
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og fold den ind over sig selv et par gange. Flyt den porøse dej over på en bageplade med bagepapir og hiv/tryk den ud til den er rektangulær. Smør den grundigt ind i olivenolie med hænderne. Lad dejen stå yderligere 1 time.
 
I mellemtiden varmes olivenolie op i en lille gryde sammen med finthakket hvidløg, timian og lidt chiliflager. Lad olie og krydderurter syde i et par minutter ved medium varme. Hvidløget må helst ikke tage nogen farve og i så fald må du tage gryden af varmen for at undgå smagen af brændt hvidløg. Lad olien trække smagsstoffer til sig en ½ times tid. Olien vil få en smuk ravagtig farve pga. chiliflagerne som jo også kan ses på billedet ovenfor.
 
Når dejen har hvilet sig, laver du fordybninger i dejen med fingrene. Hæld krydderolien over og fordel den på bedst mulig vis. Drys med salt og friske krydderurter.
 
I ovnen ved 225 grader C i ca. 25 minutter.
 
 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar