mandag den 23. juni 2014

Bagt Brombær-Cheesecake

En ostekage der er helt nem at gå til - hvor man skal ikke stå og bakse med gele og få den til at stå helt skarp. Kondenseret mælk giver den sødme og brombær giver den syre som spiller rigtig godt sammen.




Kiksebund
  • 125 g digistive kiks
  • 75 g hasselnødder
  • 75 g margarine eller smør
Hasselnødderne køres fine på en minihakker og kiksene knuses. Nødder og kiks røres med blødt smør og trykkes ud i en springform med bagepapir i bunden og som er smurt med smør på bagepapiret og op langs kanterne. Forvarm ovnen til 175 grader mens fyldet forberedes. 

 Fyld
  • 4oo g light philadelphia 
  • 2oo g alm. philadelphia
  • 1 ds kondenceret mælk (397 g)
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 3 æg
  • fintrevet skal af 1 usprøjtet citron
  • 15o g friske eller tøede brombær
Philadelphia piskes blødt med elpisker og kondenseret mælk tilføjes under piskning - jeg synes den blev en anelse for sød, så måske jeg vil nøjes med en halv dåse næste gang. Herefter tilføjes vanilje, æg, citronskal og der piskes igen. Massen hældes over kiksebunden og bærerne dumpes jævnt - bruges tøede bær, så sørg for at de er fri fra overskydende væske ved at lade dem tø i en sigte. 

Bag i 1 time til massen har sat sig. Sæt straks på køl og server den kold med et drys flormelis. Holdbarhed ca. 3 dage på køl.

lørdag den 21. juni 2014

Stille på bloggen..

Sommeren over bliver her måske en smule stille på bloggen, idet jeg er flyttet midlertidigt hjem til mine forældre pga. fritidsarbejde

Jeg vil dog prøve at nå lidt indlæg ind i mellem

onsdag den 18. juni 2014

Dosas - Indisk Streetfood

Endnu en Jamie Oliver inspireret ret, hvor jeg har justeret lidt hist og her. Synes virkelig godt om rækkefølgen af smagsindtryk som man får hos denne ret - først det søde fra sweet patatoe, så det syrlige fra citronen og så et godt spark af chili til at runde af med!


Opskriften er til 2-3 personer.

Pandekager
  • 1 dl semulje/semolina/semola mel
  • 1 dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. brune sennepsfrø
  • Vand
De tørre ingredienser blandes og der tilføres vand indtil den har en tynd pandekagedejs-konsistens.Steges på en pande med fedtstof indtil de er sprøde i kanten (var selv lidt for utålmodig, så mine blev lidt blege og bløde - godt man kan øve sig en anden gang så (: ).

Fyld
  • 4 sweet patatoes 
  • 4 tilsvarende almindelige kartofler
  • 2 tsk. brune sennepsfrø
  • 1½ tsk. gurkemeje 
  • Ingefær svarende til 2 led af tomlen 
  • 3 fed hvidløg
  • 2 skalotteløg
  • 1½ chili
  • Citronsaft - limesaft er bedre!
  • Forårsløg
  • Koriander eller mynte
Kartoflerne bages møre i ovnen, skrælles og moses sammen. Revet ingefær, most hvidløg, skivede skalotteløg og chili og krydderier steges i lidt olie på en varm pande og blandes herefter i kartoffelmosen sammen med citronsaft og koriander/mynte.

Anret på pandekage og drys med snittede forårsløg.  

tirsdag den 17. juni 2014

Frokostsalat med tørret skinke

Egentlig slet ikke tiltænkt bloggen, men da jeg havde lavet denne svagt italiensk inspireret frokostsalat synes jeg den så for lækker ud til ikke at komme på bloggen - så her er den

 
  • Grøn salat
  • Grønne druer
  • Agurk
  • Tørret skinke
  • Basilikum
  • Græskarkerner
  • Tørrede tranebær
  • Olivenolie
  • Citronsaft
  • Salt & peber
Salat skyldes og rives i grove stykker, blandes med skivede druer og agurk, samt små basilikumsblade. Riv skinken i stykker og fordel den på bladene. Strø med græskarkerner, tørrede tranebær og tog pjask en smule olivenolie og citronsaft på. Slut af med salt og peber.

mandag den 16. juni 2014

Grøn Kartoffelsalat med Purløgsolie

Jeg har aldrig været fan af den helt klassiske kartoffelsalat med yoghurt - men er til gengæld helt pjattet med den mere grønne variant med urter og olie! Purløgsolien i denne sommerlige kartoffelsalat med nordiske urter really makes it! Det lyder besværligt, men det tager maks 1o minutter - og det er det værd!



Til 2 personer
  • 15 nye kartofler
  • 8 store radiser
  • 2 Skalotteløg 
  • Nordiske urter 
  • Purløgsolie - her
  • Citronsaft
  • Salt og peber
Kartofler koges i rigeligt saltet vand og køles ned til køleskabstemperatur inden de skæres i store tern. Radiser vaskes og skives med kartoffelskræller, skalotteløg halveres og skæres i tynde tynde skiver. Kartofler, radiser og løg vendes i purløgsolie - se link i ingrediens-listen - og urter (purløg, persille og dild) vendes i. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Rødgrød med Rabarber & Sommerbær

For mig er sommer lig med friske bær - men sidste års bær i fryseren skal jo nødigt gå til spilde, så derfor: Rødgrød!

På en base af rabarber blev lidt frosne hindbær, ribs og solbær forvandlet til en omgang smagfuld rødgrød i en stille eftermiddagstime



Ingredienser
  • Base til rabarbersuppe/grød - her
  • Frosne hindbær, ribs og solbær - eller helt andre bær måske?
  • Kartoffelmel
  • Sukker
  • Vaniljesukker
Kog rabarberbasen op sammen med de frosne bær, smag til med sukker og vanilje - når det koger tages gryden af varmen og jævnes med en kartoffelmel rørt op i vand. Server med fløde, mælk eller hvad man nu er mest til.

Purløgsolie

Et lille eksperiment som skal bruges til kartoffelsalaten i aften - det er den smukkeste olie jeg har set, og duften er let løg-agtig.

Jeg tog ganske enkelt et lille bundt purløg og blendede dem med et par spsk. rapsolie, sigtede massen og hældte mere rapsolie ved. 

Fantastisk til kartoffelsalat med urter!



søndag den 15. juni 2014

Indisk Gulerodssalat ala Jamie Oliver

Oksekød er ikke favoritspise i Indien - tja, faktisk så er det forbudt! Køer er hellige for indere - men i mit SU-budgeterede køkken, så må vi trække på oksekød som et alternativ til lam. Opskriften så jeg i et af Jamie Olivers madprogrammer, så der er stærk inspiration herfra!


  • Hakket oksekød
  • 1 tsk. garam masala
  • Gulerødder
Dressing
  • 1 skalotteløg
  • ½ tsk spidskommenfrø 
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 tsk fintrevet ingefær 
  • Grøn chili
  • Citronmelisse
  • Olivenolie
  • Salt og Peber
 Det hakkede kød steges sprødt i lidt olie og vendes herefter med garam masala. Gulerødderne skrælles og kartoffelskrælleren benyttes til at lave lange tynde strimler af gulerod. 

Skalotteløget halveres og skives helt fint. Spidskommen stødes i morter og resten af ingredienserne blandes med løget. Gulerodsstrimler vendes heri.

Agurkesalat med Radise & Indiske krydderier

Jeg har for tiden en flirt med indisk mad! I aften står den på en indisk gulerodssalat og om et par dage indiske dosas - men her og nu blev jeg inspireret til at lave en agurkesalat som har lidt mere at byde på ifht. den traditionelle danske variant.

Ingredienser
  • 2 dl lagereddike
  • 2 dl varmt vand
  • 2oo g sukker
  • 1 agurk
  • 4-5 store radiser
  • lidt rød chili
  • 1o hele peberkorn
  • ½-1 spsk. gule sennepsfrø
  • ½-1 tsk. korianderfrø
Sukker opløses i blandingen af eddike og vand ved brug af piskeris. Agurk og radiser skyldes og skæres i strimler med en kartoffelskræller - lægges i lagen og krydderier og skivet chili kommes i. Lad den trække minimum 5 timer inden brug.

lørdag den 14. juni 2014

Pasta med spinatpesto, tørret skinke og ristede nødder

Der var rest-pesto tilbage fra i går, så gårsdagens perlebyg blev udskiftet med pasta og bacon udskiftet med tørret skinke - resultatet stadig godt!

Jeg har valgt bl.a. at kategorisere retten som veggie - fordi den fungerer ligeså fint uden skinke.

 2 personer
  • 15o-2oo g ukogte pastaskruer
  • Spinatpesto - her
  • Granny Smith æble
  • Hasselnødder
  • Pistacienødder
  • Græskarkerner
  • Tørret skinke
Pastaen koges efter anvisninger og vendes i lidt olivenolie inden de sættes på køl. Lav pestoen som beskrevet i et tidligere indlæg, som der er linket til oppe i ingredienslisten. Pasta og pesto vendes sammen med et Granny Smith æble skåret i fine tern. Anrettes og toppes med nødder og kerner ristet på en tør pande. Server med tørret skinke.  

fredag den 13. juni 2014

Perlebyg med spinatpesto, syrligt æble og salt bacon

Fantastisk middagssalat! Min hidtil mest vellykkede salat, der både mætter og er fuld af smag - man opfatter den næsten ikke som en salat pga. bidet fra den kogte perlebyg, der er vendt i en cremet spinatpesto komplementeret af syrlig Granny Smith og salt, røget bacon. Absolut uimodståelig og skal snart laves igen! 

Jeg er ikke fan af parmesan (traumatiseret fra tidligere madoplevelser) og har derfor brugt lidt revet mozzarella i pestoen. Nødder har jeg heller ikke brugt i min pesto - jeg overvejede det, men syntes egentlig at den var lækker som den var og valgte derfor nødderne fra.  

Jeg serverede den svagt lun, men tror at smagene vil gøre sig endnu bedre ved kold servering. 


2 personer
  • 1oo g ukogt perlebyg
  • 15o g god bacon i tern 
  • 1 Granny Smith æble
  • Græskarkerner 
 Pesto
  • 2 store håndfulde spinat
  • 1 håndfuld basilikum
  • 1 stort fed hvidløg
  • 3 spsk. revet mozzarellaost
  • 1½ spsk. citronsaft
  • Olivenolie
  • Salt og peber
Spinat og basilikum blev skyllet fri fra jord og lagt på et rent viskestykke for at suge det værste væde. Sammen med hvidløg blev spinat og basilikum kørt på en foodprocessor (kan sagtens lade sig gøre på en minihakker) og undervejs blev der tilføjet citronsaft, mozzarella, salt og peber. Justeres med olivenolie indtil der opnås en cremet konsistens - sættes på køl. 

Perlebyggen koges i 2o-25 minutter og skyldes herefter igennem med vand. Lad byggene køle og steg i mellemtiden baconternene sprøde - jeg vil klart anbefale at der investeres i et helt stykke røget bacon, som I selv skærer ud i tern. Smagsmæssigt giver det altså nogen ekstra, og købes det på tilbud, så skulle jeg mene at der også er lidt økonomi i det. 

Perlebyg vendes med den kolde pesto (vurder selv mængden af pesto mod mængden af perlebyg). Skær æblet ud i små bitte tern og vend dem i byggen. Fordeles på to tallerkner, drys med saltristede græskarkerner og sprød bacon 

Spis godt !

Bonus: Jeg forsøger i øjeblikket at holde lidt styr på kaloriebudget og fik regnet mig frem til et kalorieindhold på ca. 5oo kcal pr portion (opskriften udgør 2 portioner).

onsdag den 11. juni 2014

Jordbærhøst på Altanen


... hvis man kan kalde et enkelt bær for høst - men to mere er godt i gang med at rødme! Et stort sødt jordbær af egen avl er da fantastisk når man bor på 3. sal i Odense - næste år skal der udvides med flere jordbærplanter! Der er sikkert og vist! 

I år fungerer som mit Urban Gardening forsøgsår, hvor jeg afprøver hvilke afgrøder jeg kan dyrke med succes på min aftensolsaltan - indtil videre har jeg haft stor succes med persille, dild, salat og nu også jordbær. Tomathøsten venter endnu på sig - vi venter spændt. 


Stegt Rødtunge med Fennikel & Timian

To store flåede rødtunger til 39 kr. i Rema 1ooo - haps! Så stod jeg der dagen efter og grublede over hvad jeg dog skulle gøre ved den - jeg endte med at gribe ud efter fennikelfrø, frisk timian og citron. Og for pokker hvor blev det et lækkert resultat! Smukt hvidt, saftigt kød med en svag undertone af fennikel og citron.


  • Flåede rødtunger
  • 3 spsk. olivenolie
  • Fennikelfrø
  • Frisk timian
  • 1 spsk. citronsaft
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt
På en tallerken drisles olivenolie og blandes med citronsaft med en gaffel. Fennikelfrø knuses så fint som muligt i en morter og blade af timian pilles. Fennikel og timian drysses ud på olien og rødtungen lægges ovenpå og får lov at trække indtil panden er varm. Drisl med olivenolie på fiskens overside og giv den salt og timian.    

Lidt olivenolie kommes på den varme pande og fisken lægges på og steges ved middel til høj varme og vendes når undersiden er flot gylden. Tag fisken af så snart fisken er helt hvid i kødet - så er fisken stadig saftig og kan nemt fjernes fra benet. Giv den lidt peber og havsalt

Jeg havde lidt nye kartofler og en appelsin liggende - så det blev tilbehøret. Anrettet med frisk dild og persille

tirsdag den 10. juni 2014

Krydderiglas og andre småting

En lille cykeltur i det gode vejr ned til byen endte med en hurtig tur i Søstrene Grene, hvor jeg fandt disse fine små patentglas - perfekt til krydderier! Stickers er også fundet i Søstrene Grene.


Hyggeligt mønstrede blokke med linjeret papir - af og til vil jeg gerne skrive opskrifter ned fra madprogrammer - f.eks. har jeg en forkærlighed for Jamie Olivers madprogrammer - så er det rart at kunne samle lidt tips og tricks i et smukt omslag.

 

.. og lidt nyt deko til stuen





mandag den 9. juni 2014

Sommerkålsalat med Jorbær og ristede Hasselnødder

Det har været en fantastisk sommerdag med blå himmel og masser af varme - derfor greb jeg cyklen og trådte 19 km gennem Odense by og videre derfra igennem markerne langs landevejen og endte hos jordbærplantagen ved Sdr Nærå hvor jeg plukkede 1½ kg jordbær og cyklede hele vejen tilbage til lejligheden ved havnen. 38 km og ømme lår - men jeg har det nu godt. 

Nogle af jordbærerne endte i en sommerlig kålsalat med blomkål og ristede hasselnødder.

Ingredienser
  • Blomkål
  • Jordbær
  • Hasselnødder
  • Citronmelisse
  • Koldpresset rapsolie
  • Citron
  • Salt og peber
Hasselnødderne halveres og ristes på en tør pande - når de har taget farve tages de af varmen og skralden er lige til at gnubbe af. Blomkål og jordbær skyldes og skæres i skiver og lægges i en dyb tallerken. Giv blomkål og jordbær nogle skvæt rapsolie og citron og giv en gang salt og peber. Hæld de ristede nødder over dekorer med citronmelisse.

søndag den 8. juni 2014

Amerikanske pandekager med hyldeblomst

Der er noget helt fantastisk ved hyldeblomst - duften af de små hvide blomster emmer af sommerfornemmelser og giver den tidlige sommerbrise sin helt egen karakter. Jeg elsker at cykle rundt mens hylden blomstrer og bare nyde når duften slår mig. Kombinationen af en amerikanske pandekager og hyldeblomster kan gøre en gråvejrsdag til en sommerdag.


8 pandekager
  • 75 g mel
  • 1 1/4 dl mælk
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • hyldeblomster
Ingredienserne piskes sammen og steges på en pande - brug så lidt fedtstof som muligt! Herved får du en flot ensartet overflade på pandekagerne. 

Anret i stabler og drys med hyldeblomster og server med sukker eller ahornsirup 

lørdag den 7. juni 2014

Rosen på altanen blomstrer

Min skønne lille klatrerose har fået sine første smukke hvide blomster! En af mine favoritkøb til altanen er helt klart denne!


Desuden lige en lille opdatering om mine tomater - se lige hvor flotte de er!


fredag den 6. juni 2014

Mini Luksus Burger

Det er skønt endelig at kunne bruge løs af de skønne hjemmedyrkede urter og salater som står så flot i altankrukkerne og i vindueskarmen. Her har jeg givet bøffen karakter med rosmarin, timian og oregano og desuden ladet bredbladet persille og dild indgå som en del af salaten. For mig er den en luksus udgave på grund af alle de skønt-duftende urter.


  • 125 g hakket oksekød pr bøf
  • Frisk rosmarin, timian og oregano
  • Hvidløgspeber
  • Persille og dild
  • Grøn salat
  • Valgfri fyld
    • Tomat
    • Agurk
    • Peberfrugt
  • Dressing
  • Hjemmebagte boller
Rosmarin, timian og oregano hakkes fint og kommes i en skål sammen med hvidløgspeber, salt og friskkværnet sort peber. Det hakkede fars kommes i og med klør frem samles urter og kød. Kødet formes til en 1 cm tyk bøf som steges på en varm pande indtil den er stegt men stadig er saftig. I mens varmes hjemmebagte boller i ovnen. Burgeren samles med ens personlige favorit fyld - her har jeg brugt en dressing lavet på yoghurt naturel, hvidløg, persille og citron og desuden fyldt med skivede tomater, agurker og peberfrugt. Dild og persille har jeg brugt som en del af salaten sammen med min aspargessalat fra altankassen. 

onsdag den 4. juni 2014

Nyfortolkning af Hasselbagte kartofler

Selvom de sidste kartofler fra efteråret kan virke noget kedelige i forhold til de nye, så kan man stadig få noget godt og forårsagtigt ud af det. Her har jeg eksperimenteret med hasselbagte kartofler og friske krydderurter fra vindueskarmen. 

 


Det skal der bruges
  • 3-4 små kartofler pr person
  • Krydderurter
    • Oregano
    • Timian
    • Persille
    • Dild
  • Hvidløgspeber
  • Groft salt
  • Olie
Skræl kartofler og skær tynde lodrette skiver halvvejs ned i kartoflen. Hak krydderurterne fint, bland med salt og hvidløgspeber og vend med enten raps- eller olivenolie. Fordel urteblandingen på kartoflerne og smid dem i ovnen ved 2oo grader varmluft i ca. 2o minutter. 

TIP - der bliver sikkert noget urteblanding tilovers. Lav nogle tykke hakkebøffer og rul kanterne i resten af urteblandingen og steg på pande med flydende margarine. Kødet får en dejlig forårsagt smag af urterne!

Krydderurtesalat med Appelsin


En skarp salat med en frisk syrlighed fra appelsinen - egner sig super godt til hvid fisk!

Det skal der til
  • Aspargessalat (eller anden grøn salat)
  • Friske krydderurter
    • Basilikum
    • Oregano
    • Timian
  • Appeslin
  • Koldpresset rapsolie
Pluk blade fra oregano, timian og basilikum. Skyld salat og skær appelsinen i filetter. Dryp med koldpresset rapsolie og evt. en smule salat.