søndag den 27. oktober 2013

Vanvittigt Syndige Brownies

En brownie med en meget dyb smag af mørk chokolade og som har den helt rigtige klæbrige tekstur. Kåret som favorit hos kæresten ud af de 4 kager jeg bagte til kagebordet da familien var på besøg. Helt klart en opskrift der er værd at gemme! For pokker hvor er den skøn!



Det skal du bruge til i alt 15 brownies-kvadrater
  • 125g hvedemel
  • 1 tsk. groft salt
  • 2 spsk. usødet kakaopulver
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 225 g smør
  • 375 g mørk chokolade 70%
  • 3oo g sukker
  • 75 g rørsukker
  • 25 g brun farin
  • 5 æg

Jeg startede med at tænde ovnen på 180 grader.

Først blandede jeg mel, kakao, salt og vaniljesukker godt sammen. Over et stort vandbag smeltede jeg den gode mørke chokolade (måske et enkelt eller to stykker ikke nåede vandbadet!) sammen med smør (Tip til de utålmodige typer: hvis smørret lægges nederst i skålen og chokoladen ovenpå, så synes jeg ofte at det går hurtigere fordi smørret smelter hurtigere end chokoladen og dermed hjælper til med at få smeltet chokoladen.)
Da først chokolademassen var smeltet helt og havde en pæn glat overflade, så slukkede jeg for blusset, men uden at fjerne vandbadet. Jeg kom dernæst de tre forskellige sukkerarter ned i chokoladen og lod det smelte sammen så vidt det nu lod sig gøre.

Jeg lod chokolademassen køle lidt, hvorefter jeg slog ét æg i ad gangen under kort piskning med et håndpiskeris - pisk kun det nødvendige! Melblandingen blev vendt i af flere omgangen indtil jeg fik en nogenlunde ensartet tekstur.
 
Et ildfast fad af størrelsen 30 x 25 cm blev foret med bagepapir og massen fordelt heri. Bages i 30-50 minutter. Strik en tandstik i midt i kagen - sidder der nogle få krummer på, så er det tid til at tage kagen ud. Lad kagen køle helt inden kagen løftes i bagepapiret og over på et stort skærebræt. Fjern de grove kanter (de udgør fantastiske smagsprøver!) og skær ensartede kvadrater.
 
Jeg valgte at anrette kvadraterne lidt rustikt på et sammenkrøllet stykke bagepapir, der dernæst er glattet en smule ud. Herpå satte jeg kvadraterne og dryssede med et lag usødet kakao.

torsdag den 26. september 2013

Nordisk-inspireret mysli

Inspireret af det nordiske køkken, hvor gode nordiske råvarer er i centrum. Utrolig hurtig og velsmagende ovenpå morgenmaden.


Det skal der bruges
  • 7o g øko havregryn
  • 7o g øko bygflager
  • 7o g hasselnødder
  • 3o g græskarkerner
  • 3o g tørrede tranebær
  • 1 spsk. rapsolie
  • 1 spsk. flydende honning
Bland de to slags gryn med grofthakkede hasselnødder og hele græskarkerner og rist myslien let i olie og honning på en tykbundet pande. Lad køle, bland tranebær i og hæld i et patentglas eller i en dåse.

torsdag den 19. september 2013

Kartoffelsuppe med rugbrødcroutoner og bacon

Lige til en grå efterårsdag, hvor halsen kradser lidt og hvor man trænger til at blive varmet igennem.


Til 1 sulten person
  • 35o g rå kartofler
  • 3 forårsløg
  • 1 fed hvidløg
  • lidt smør
  • salt og peber
  • 2½ dl vand
  • evt. ½ hønsebouillonterning
  • 1½ dl A38
  • bacon
  • rugbrød
  • persille
 
Skræl og skær kartoflerne i tynde skiver. Læg dem i vand i 10 minutters tid. Rens og skær i mellemtiden forårsløg i skiver og hak hvidløg. Hæld væsken fra kartoflerne og lad dem afdryppe i en sigte. Smelt smørret i en gryde og sauter kartofler, forårsløg og hvidløg i 5 minutter. Hæld vand ved og lad kartoflerne simre i 20 minutter.
 
Steg imens et par skiver bacon. Skær 2 skiver rugbrød i tern og steg dem på samme pande som du lige har stegt bacon på. Lad dem blive sprøde uden at de bliver alt for sorte. Når de tages af panden, så drys men lidt salt.
 
Hældes i en blender og blendes kun akkurat indtil der ikke er flere store stykker kartofler - blendes der for lang tid risikerer man af suppen bliver lang/klister-agtig. Kom den blendede suppe tilbage i gryden, varm den igennem, smag til med salt og peber og kom evt. ½ hønsebouillonterning ved hvis ikke den smager af så meget.
Gryden tages af varmen og A38 røres i. Server straks toppet med rugbrødscroutoner, bacon og hakket persille.

Dark Chocolate Chips Cookies

Chokoladefans vil elske disse uimodståelige kæmpe-cookies! De er lige til at få dårlig samvittighed over, så meget chokolade er der i ! Jeg bagte dem til min studiegruppe og der brød absolut tavshed ud i gruppen - så gætter at de nød dem.


til ca. 14 stk.
  • 2oo g chokolade 7o %
  • 2oo g chokolade af supermarkedets det billige (har ikke ligeså høj procent)
  • 5o g margarine
  • 2 mellemstore æg
  • 17o g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 85 g hvedemel
  • 1 spsk. usødet kakao
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. bagepulver

Forvarm ovnen til 17o grader C.
Hak 2oo g chokolade groft og smelt det sammen med margarine over vandbad. Pisk i mellemtiden sukker, vanilje og æg godt sammen. Når chokoladen er smeltet hældes den over i æggemassen og der piskes kortvarigt til det er blandet.
Sigt mel, salt og bagepulver sammen og rør det i chokolademassen lidt ad gangen. Hak de sidste 2oo g chokolade groft og vend dem i massen.
Fordel 12-14 lige store klatter på to plader med bagepapir med rigtig god afstand - de flyder rigtig meget ud! Bag i 10-15 minutter til de er flydt ud og begyndt at sprække godt i overfladen. Tag dem ud og lad dem køle.

søndag den 15. september 2013

Schweizisk Mysli (Morgenmadsgrød)

Kulden er så småt ved at bide os bag i. I de triste efterårsmorgener når regnen står ned i stride strømme (som det i hvert fald har gjort den sidste uges tid!), så er det rart at starte morgenen med nogle af efterårets gode kvaliteter - danske æbler.
Her er min variation af en skøn morgenmadsgrød med inspiration i Schweizisk Mysli




Til 1 person, der godt kan lide en fornuftig størrelse morgenmad
  • 1 dl havregryn
  • 1.25 dl mælk
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • 2 små, eller 1 stort æble
  • Surmælksprodukt
  • Nødder, tørret frugt
Aftenen før sættes havregrynene i blød i mælken og stilles i køleskab natten over. Næste morgen er grynene helt udblødte og "klistrede" i det - men sådan skal det være. I en minihakker, eller lignende, kommes de udblødte gryn og æbler skåret i mindre stykker. Det er op til dig selv hvorvidt du ønsker skrællens farvespil i sin grød - du kan vælge at skrælle æblerne eller lade værre. Resultatet er lige skønt!
Når gryn og æbler er hakket til en grød af ønsket grov/finhed, så væltes den ud i en skål, hvor du justerer smag og konsistens med et surmælksprodukt og vaniljesukker. Er man den super økonomibevidste studerende, så kan surmælksproduktet helt droppes, hvilket samtidig sætter større fokus på æblernes gode smag. I så fald vil jeg måske give grynene en anelse mere mælk aftenen før, så resultatet ikke bliver en før tør grød.
Spis din grød med nødder, tørrede tranebær, alm. mysli eller frisk frugt.   

torsdag den 5. september 2013

Ærtesuppe

Studerende kan sagtens have et spændende madliv på trods af en trang økonomi - suppen her koster næsten ingenting, er sund, mættende, cremet og utrolig smagfuld!
 

 
Det skal bruges til 2 personer (4 personer hvis brugt som forret)
  • lidt olivenolie
  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 5oo g ærter
  • ½ L hønsebouillon
  • Diverse topping
Hak løg og hvidløg og lad dem blive bløde i en gryde med olivenolie. Kom ærter og hønsebouillon ved og lad det koge op. Simre i små 5 minutter og pureres med en stavblender. Sigt suppen og giv den lidt ekstra varme. Smag til med salt, peber og citronsaft.
 
Kan serveres med en bred variation af toppings. Her har jeg valgt at bruge ærteskud og cashews, men du kan bruge andre spirer, nødder eller endda æble/pæretern eller bare servere den som den er. Bare lad fantasien løbe!

torsdag den 29. august 2013

Galette med skovbær

Galette er en tærte, der bages udenbrug af tærteform. Ved at folde den udrullede dejs kanter ind over fyldet, udgør den i sig selv tærteformen. Laves både som almindelige madtærter, men er lige så skønne i det søde køkken.

Tærtedej
  • 2oo g hvedemel
  • ½ dl sukker
  • Salt
  • 1oo g koldt smør eller margarine
  • 3/4 dl koldt vand
  • evt. kokosmel
Smuldr smørret i melet og bland de øvrige ingredienser i. Saml dejen og stil den koldt i 3o minutter.

Fyld
  • 25o g blandede bær (her hindbær, blårbær og solbær)
  • 3/4 dl sukker
  • ½ dl citronsaft
  • 3 spsk. hvedemel
  • 1 tsk. vaniljesukker
Bruges frosne bær, så lad dem tø halvt. Vend med de øvrige ingredienser. Rul tærtedejen ud og fordel fyldet på midten, men så der hele vejen rundt er en forholdsvis bred kant. Fold kanterne ind over fyldet.
Bag galetten ved 175 grader C i ca. 5o minutter. Lad tærten køle så fyldet når at sætte sig, så ikke det flyder ud, når der skæres i den. Server den sammen med creme fraiche eller flødeskum .